Maine Coon kat og killing

14.09 - 2022 9 min Maine Coon

Maine Coon

Hvis du nogen sinde er stødt på en Maine Coon kat, er du ikke i tvivl. Her har vi nemlig at gøre med den absolut største af alle tamkatte racerne – en veritabel gigant, som snildt kan komme op og veje 10 -12 kilo. I denne artikel ser vi nærmere på Maine Coon racen. Når du har læst artiklen til ende, vil du formodentlig ikke længere være i tvivl om hvorvidt en Maine Coon er den rette kat for dig.

 

Kæmpekatten Maine Coon

Som nævnt er Maine Coon en meget stor og kraftig kat, hvilket er dens fremmeste kendetegn. Maine Coon hører til den langpelsede kategori, hvilket heller ikke just får katten til at synes mindre. Alting synes at være lidt ekstra på en Maine Coon – og størrelsen er ikke det eneste særkende ved denne katterace. 

Foruden sin imposante størrelse, vil en Maine Coon kat med sit karakteristiske udtryk – en følge af meget markante ansigtstræk – med sikkerhed gøre et uudsletteligt indtryk på dig. Kraftige kæber og ditto knurhårspose samt det karakteristiske næsestop giver katten et nærmest bistert udtryk. Men frygt ikke – denne kat er ikke uden grund kendt som den blide kæmpe. I det følgende kan du blive klogere på historien bag den smukke, stærke og – frem for alt – imponerende store Maine Coon. Du kan desuden læse om race beskrivelsen og Maine Coon kattens sindelag, og danne dig et billede af hvad en Maine Coon kræver af sin ejer.

 

Maine Coon – oprindelse og historie

Maine Coon racens oprindelse er omgærdet af mange myter, lige fra den biologiske umulighed, at katten skulle være en krydsning mellem en kat og en vaskebjørn, og til den mere eksotiske fortælling om at katteracen nedstammer fra franske katte af racen Tyrkisk Angora sendt til Maine af Marie Antoinette i forventning om hendes påtænkte flugt fra Frankrig. Den mest sandsynlige forklaring er dog at Maine Coon er resultatet af parring mellem nordamerikanske huskatte og så langhårede katte som pionerer og immigranter bragte med sig til den nye verden. Nogle historikere vil hævde, at vikingerne bragte eksemplarer af forløberen for Norsk Skovkat racen med sig, da de satte fod på amerikansk grund for mange tusind år siden. Dette vil forklare de mange ligheden mellem Norsk Skovkat og Maine Coon.

Første gang en kat af racen Maine Coon omtales officielt er i 1861, med henvisning til et sort og hvid broget eksemplar ved navn Captain Jenks of the Horse Marines. Allerede på det tidspunkt var Maine Coons ikke et usædvanligt syn ved de nye og populære begivenheder kaldet katteudstillinger, der blev afholdt i Boston og New York. I 1895 vandt en brun tabby Maine Coon ved navn Cosie prisen som Bedste Kat ved Madison Square Garden Show. I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte Maine Coon racens popularitet at dale som følge af at andre og mere eksotiske langhårede racer, såsom Perseren, blev introduceret. Den senest registrerede Maine Coon, der løb af med sejren ved en katteudstilling i over 40 år, var i 1911 ved en udstilling i Portland, Oregon. Herefter sås racen faktisk sjældent.

Lige som det var tilfældet med mange andre katteracer, blev Maine Coon racen nærmest decimeret i forbindelse med Anden Verdenskrig. Racen blev officielt erklæret uddød i midten af det forrige århundrede, omend rygterne om racens død var stærkt overdrevne. Omtrent på samme tid blev Central Maine Cat Club (CMCC) oprettet i af Ethylin Whittemore, Alta Smith og Ruby Dyer i et forsøg på at øge populariteten af Maine Coon. I 11 år afholdt CMCC katteudstillinger og var vært for udstillinger af fotografier af racen, og stod samtidig bag de første nedskrevne racestandarder for Maine Coon.

Hele tre gange blev Maine Coon nægtet foreløbig racestatus af CFA (Cat Fanciers Association), hvilket er et af de tre trin, der kræves for at en race, der endnu ikke er anerkendt af CFA, kan konkurrere i mesterskabskonkurrencer. Dette førte til dannelsen af Maine Coon Cat Club i 1973, og i 1975 blev racen accepteret af CFA under foreløbig status. De næste par årtier steg racens popularitet, og i 1985 meddelte staten Maine, at Maine Coon ville blive udnævnt til statens officielle katterace. I dag er Maine Coons blandt de mest populære racekatte verden over. De ligger på tredjepladsen blandt de racer, der er registreret af Cat Fanciers Association – og også herhjemme er de store, godmodige katte virkelig efterspurgte.

Maine

Racestandard og udseende

Maine Coon katten er oprindeligt beregnet til for det første at arbejde for føden, for det andet at leve i et koldt og forholdsvis barsk klima. Derfor vil katte af denne race typisk være hårdføre og robuste, og med en glat og pjusket pels der kan beskytte mod lave temperaturer samt elementernes rasen. En Maine Coon vil altid fremstå balanceret og velproportioneret. Der er ingen særlige krav til stor størrelse, idet en opdrætter aldrig må gå på kompromis med avlens kvalitet blot for at frembringe større og tungere eksemplarer.

Kroppen er således muskuløs og bredbrystet, dog stadig adræt og smidig. Ben og poter er proportionale i længden, og halen lang og med tæt pels. En Maine Coon er typisk op til fire år om at nå fuld størrelse – og hunner vil som regel være lidt mindre end hanner. Hovedet er af medium bredde, og ansigtet præget af et firkantet næseparti – den såkaldte ”boks”. Hagen og kæbelinjen er markerede, og skal i lighed med næseryggen give indtryk af en firkantet 90-graders vinkel.

Knurhårspuderne er især for intakte hanners vedkommende ganske formidable. Og så er Maine Coon rekord indehaver når det gælder lange knurhår – disse kan blive over 15 centimeter lange. Ørerne er forholdsvis store, og ansat med et øres bredde mellem hinanden. Øjnene er store og udtryksfulde, ligeledes bredt ansat med en oval facon og en let skråstilling. Øjnene kan have alle tænkelige farver, fra gul, rav og kobber over grøn og til blå eller tofarvede ved de hvide eksemplarer. Pelsen er tung og pjusket, med en glat overpels og en kraftig underuld. Alle farver og aftegninger er tilladt inden for Maine Coon verdenen.

 

Maine Coon – temperament og personlighed

Som før omtalt kaldes Maine Coon katten for den blide kæmpe. Faktisk har vi her at gøre med måske den mest omgængelige af alle katteracerne – en sød og social kat, som udviser stor hengivenhed over for sin familie, men som samtidig ikke kræver den store opmærksomhed. En Maine Coon kan godt lide at være i nærheden af sin ejer, men har ikke i samme grad som mange andre racer brug for konstant at blive aktiveret. Katten kan komme overens med alle på grund af sit blide og omsorgsfulde gemyt, og er måske den kat, som er bedst til at underholde sig selv. Sørger du for at din Maine Coon har mulighed for at komme op i højden eller gemme sig i en tryg hule, og at den har adgang til sit kattelegetøj, er den glad og tilfreds.

Selv om din Maine Coon sagtens kan tåle det hårde udeliv, er det mere sikkert at holde katten inden døre. Ønsker du at give din kat adgang til udelivet, bør du opføre et kattevoliere eller en løbegård. Du kan også sagtens lære din Maine Coon at gå i snor – faktisk er der mange, der refererer til Maine Coon som kattenes svar på hunden!

 

Sundhed og helbred hos Maine Coon

Maine Coon fremstår muligvis som en stor og robust kat, men det betyder desværre ikke at den går fri af diverse arvelige lidelser. Faktisk er der ikke så få dårligdomme, som kan risikere at ramme en Maine Coon – både på grund af genetiske faktorer og som følge af den store størrelse.

Blandt de mest udbredte lidelser hos Maine Coon er hofteledsdysplasi – en forholdsvis sjælden tilstand hos katte forårsaget af misdannede hofteled, hvilket kan føre til gigt og smerter. Nogle dyrlæger vurderer, at op til 18% af Maine Coon katte lider af sygdommen.

Hofteledsdysplasi er forårsaget af en kombination af genetiske og miljømæssige faktorer, og har følgende symptomer:

1. Begrænset mobilitet

2. Hoppende gang

3. Tab af lårmuskulatur

4. Forstørrede skuldermuskler som følge af at overvægt hviler på forbenene

Hypertrofisk kardiomyopati er en anden lidelse, der ofte ses hos Maine Coon. Katte med hypertrofisk kardiomyopati (HCM) har unormale hjerter med fortykkede vægge, hvilket hindrer blodgennemstrømningen i hjertet. Katte med HCM kan have udholdenhedsproblemer eller tegn på hjertebesvær og har en høj risiko for pludselig hjertesvigt. Den nøjagtige årsag er ukendt, men det menes at have en genetisk komponent.

 

Øvrige sygdomme, som kan true din Maine Coons helbred, tæller

 

Spinal muskelatrofi – en invaliderende og alvorlig recessiv genetisk sygdom, der ikke er truende, men som generelt er invaliderende og ikke kan behandles.

Stomatitis – en alvorlig betændelse i mund og tandkød, der forårsager store smerter hos katte.

Polycystisk nyresygdom –  en sjælden genetisk sygdom, der får cyster til at danne sig i kattens nyrer.

Maine

Pleje, fodring og pasning af Maine Coon

Den tykke pels, som skal beskytte din Maine Coon mod vind og vejr, kræver en del pleje. Du bør finde tid til at give katten en hjælpende hånd med dette projekt, så der ikke danner sig filtmåtter og knuder i den tykke underuld. En indeboende Maine Coon kan sagtens tåle en løveklip i sommerperioden – faktisk vil katten sætte pris på at kunne komme i bund med rengøringen uden at få munden og maven fyldt med hår! Vær dog opmærksom på at en nyklippet kat ikke må udsættes for direkte sol.

Du bør klippe kattens negle når de trænger, det vil sige cirka en gang om måneden. Og da Maine Coons er særligt udsatte over for tandsygdomme, er det en god idé at børste kattens tænder mindst én gang om ugen. Maine Coon foder udmærker sig derved at foderpillerne er større end normalt. Dette giver katten incitament til at tygge sin mad i stedet for at sluge den, hvilket er befordrende for en god tandhygiejne. Lige som med andre katteracer ør du holde øje med kattens foderstand, og sikre at den ikke udvikler overvægt.

 

Maine Coon – en kat for mig?

Det er ikke uden grund at Maine Coon katte er gået hen og blevet så populære. Der er tale om nemme, rare og sociale dyr, der egner sig perfekt som familiekatte. Derfor kan du med sindsro anskaffe en af slagsen – og gerne to, hvis du ønsker at katten skal trives optimalt. Der er masser af Maine Coon opdræt i Danmark, så det handler bare om at finde det rette. Du skal regne med at betale omtrent fem tusind for en Maine Coon killing, hvilket inkluderer neutralisering og alle vaccinationer.